Indsamlingen er slut og vi takker alle som har bidraget til kampagnen.

 

Læs mere om FOOKiDRead more about FOOKiD

Der er stor sandsynlighed for, at den medicin vi allerede bruger til andre sygdomme, også indeholder koden til at knække corona. Men det kræver økonomisk støtte, hvis vi skal kunne rykke på resultater hurtigt.

Professor Thomas Benfield og hans Team, Hvidovre Hospital forsker i ”repurposed drugs”, altså godkendt medicin, der kan anvendes til nye behandlinger, fx til Covid-19. Teamet arbejder altså med at teste eksisterende medicin til behandling af corona.

Thomas Benfield

Benfield står sammen med et stort team klar til at sætte mere forskning i gang, men har brug for økonomisk støtte. I lyset af at en vaccine måske først kan være klar i 2021, er det værd at komme i gang hurtigst muligt.

Det vil få enorm betydning for alle, hvis vi kan bruge medicin, der allerede findes og er godkendt, ikke mindst for de mange, som er sårbare pga. nedsat immunsystem, og nu også skal leve med angsten for coronasmitte.

Når Thomas Benfield vil forske på dette område, er det fordi der allerede flere steder i verden er påvist lovende resultater. En kombination af fx Malaria – og Anti-HIV-medicin ser allerede ud til at have en mulig virkning på coronavirus. Både den mulighed og mange andre, skal undersøges til fulde. Så hurtigt vi kan.

Den danske regering har foreløbig stillet 50 mio. kroner til rådighed, som danske forskere kan søge til coronaforskning. Der skal desværre mere til, hvis vi skal angribe covid-19 fra alle sider. Vi håber og tror, at vi kan bidrage yderligere til forskningen med denne indsamling.

Indsamlingen skal hjælpe de danske forskere som prøver at finde behandlingsløsninger med eksisterende medicin, de såkaldte repurposed drugs, som kan afhjælpe krisen så hurtigt, billigt og problemfrit som muligt.

FOOKiD er en patientforening, som arbejder på højtryk for at sikre, at omkring 300.000 danske kræftpatienter ikke også skal leve med frygten for at få corona. De har rigeligt andet at bekymre sig om.

Det er håbet, at forskningen vil kunne hjælpe alle grupper med nedsat immunforsvar, og at vi derigennem får mulighed for at behandle enhver, der rammes af coronavirus.

FOOKiD har indsamlingstilladelse fra Indsamlingsnævnet. Vi arbejder lige nu på at få alle større bidrag gjort fradragsberettiget. Kontakt os, hvis du er i tvivl om noget.

Indsamlingen er sluttet og vi takker alle som har bidraget til kampagnen.